Min datter er glad. Hun kom på en efterskole på Fyn her efter sidste sommerferie. Det startede fint, men så gik det ligesom den forkerte vej. Mest på grund af corona-krisen. Skolen blev jo lukket engang sent i efteråret – eller var det lige omkring jul? – jeg kan faktisk ikke huske det. Og så kom der den her lange periode, hvor hun var sendt hjem. Men nu har hun været tilbage op skolen i en måned, og det er så fint. Hun er glad. Fortæller mig om alle de spændende projekter, som hun arbejder med.
Musikefterskole
Hun går på en musikefterskole, hvor de lærer både at spille på instrumenter, men de får, også meget teoretisk undervisning om musik. Og så selvfølgelig de obligatorisk fag. Og jeg kan mærke, at hun er blevet meget bedre til at udtrykke sig verbalt. Det har ellers været et problem for hende. Hun er ikke en ørn til at stave. Ikke at hun er ordblind. Det har bare aldrig interesseret hende at skrive. Men efter at hun er startet på et lynkursus, de lavede i at skrive tekster til sange, så kan selv jeg se, at hun er blevet meget bedre til at skrive. I det sidste brev, som hun sendte mig, skrev hun faktisk, at hun godt kan lide at skrive. Hun kan godt lide at holde en kuglepen i hånden og se bogstaverne forme sig til ord. Og ordene bliver til sætninger. Og sætningerne forklarer, hvad hun tænker.
Det er altså dejligt. Og det er dejligt at få et rigtigt brev. Du ved, sådan et der er håndskrevet og med frimærke på konvolutten. Det er jo efterhånden sjældent, at man får breve med frimærker på.
Lynkursus
Hun meldte sig til lynkurset i sangskrivning på efterskolen, fordi hendes dansklærer havde haft hende til en samtale. Hun skriver, at hun fik at vide, at hun har et talent for at bruge ord. Hun er god til at tale. Og den evne kunne hun sagtens omsætte til noget inden for musikbranchen. Og da hun har en drøm om at få en karriere i den branche, så var det nærliggende, at hun deltog i kurset.
En helt ny pige
Jeg må sige, at det er et stort skridt i den rigtige retning, som musikefterskolen har formået at få min datter til at tage. Jeg havde egentlig ikke troet, at det var muligt. Men det må jeg så sige, at det har det. Og jeg er glad for det.
At min datter så nævner i sine breve, at hun ønsker sig en fyldepen, der også kan bruges til kalligrafi fra et bestemt firma, er bare en bonus, synes jeg. Det viser, at hun er ved at udvikle en sans for det at have en pen i hånden og det at skrive i hånden. Og det er en værdi, jeg selv sætter stor pris på. Det signalerer, at man vil tage sig tiden til at dvæle og tænke over det, man vil sige. Ikke bare jappe igennem og nå i mål hurtigst muligt. Hun er ved at udvikle sine talenter i nye retninger.
