I februar 2020 var jeg i Brasilien. Til karneval. Hvad ellers? Når man besøger Rio de Janeiro, så kan man da ikke lade være med at tænke på karneval. Det var altså også en oplevelse, som jeg aldrig glemmer. Februar er også en god måned at være i Brasilien. Der er varmt. Det er sommer. Ikke som i Danmark, hvor det som regel er meget koldt og regnfuldt. Oplevelserne ved karnevallet i Rio fik mig naturligvis til at tænke på karnevallet, der bliver afholdt i København. Jeg besluttede faktisk, at jeg ville deltage i det og forsøge at finde den feststemning, som jeg kunne mærke i Brasilien. Det kom ikke til at ske. Af 2 grunde – for mit vedkommende. Den første var naturligvis på grund af Corona.
Lære samba
Karnevallet blev aflyst. Den anden grund var en meget mere personlig grund, hvis man kan sige det sådan:
Jeg havde jo besluttet mig for at lære at danse samba, mens jeg var i Rio. Så da jeg kom tilbage derfra, gik jeg i hård træning. Tog privattimer og begyndte at lave mit udstyr. Men træningen førte faktisk til, at jeg fik en hælspore. Jeg ignorerede den til at begynde med, fordi jeg havde besluttet, at jeg bare ville danse. Det skulle jeg ikke have gjort. Smerten i hælen blev værre og værre – og det hjalp altså heller ikke, at jeg insisterede på at danse i høje hæle. Ligesom de flotte brasilianske piger gør.
Hælspore behandling
På et tidspunkt blev smerten bare så voldsom, at jeg dårligt kunne gå. Jeg bilder mig ind, at min fod var hævet nede ved hælen. Så der var ikke nogen vej udenom: Jeg måtte finde en specialist i hælsporebehandling. Jeg tænkte jo, at jeg godt kunne nå at komme på fode inden karnevallet.
Jeg fandt en klinik for sportsfysioterapi i København, som faktisk tilbød hjælp til hælspore, og jeg kontaktede klinikken. Jeg fik tid og kom i behandling. Terapeuten, som behandlede mig, var dygtig til sit arbejde. Han advarede mig, dog om, at jeg skulle glemme alt om at danse samba ved karnevallet. Som han sagde: ”Hvis du vil gøre dig håb om at komme til danse til karnevallets 40-års jubilæum i 2021, så skal du lytte til mig – og gøre, som jeg anbefaler dig. Inflammationen, du har fået, er meget alvorlig.”
Ja, som du forstår, så skulle jeg ind i et længere behandlingsforløb. Jeg har fulgt min terapeuts anvisninger, og jeg kan godt danse nu igen. Men det har taget lang tid – og jeg har ofte været meget utålmodig. Min behandler har sikkert også været ret irriteret over at skulle høre på, at jeg beklagede mig over, hvor lang tid det tog.
Kan danse igen
Men i dag er jeg glad. Jeg kan danse igen. Det er en god og sjov form for motion. Det eneste, der bekymrer mig, er bare, at ingen ved, om der bliver et 40-års jubilæum endnu. Sådan som det går med nye og strenge restriktioner, så kan ingen vide det. Jeg håber virkeligt, at det bliver muligt.
