Nå, det var noget af en fiasko, at Danmark ikke kom i finalen til årets Melodi Grand Prix. Jeg så, at der var nogle kommentarer i de danske aviser om, at det var forkert at synge på dansk. Jeg tror slet ikke, at sproget spillede nogen betydning. Nej. Jeg tror, det var to helt andre ting: Det var selve melodien, som var for slageragtig. Det er jo faktisk kun en lille del af Europa, der bryder sig om slagere. De fleste vil lytte til noget mere melodisk og måske også lidt mindre bastant. Og så var det påklædningen, de to frontfigurer havde på under semifinalen.
Ikke på mode
For det første er det slet ikke på mode at bære bukser med plisseringer. For det andet så det bare ikke godt ud med den t-shirt og korte jakke, som sangeren havde på. Farvevalget vil jeg slet ikke kommentere på. At han faktisk godt kunne synge, er nok heller ikke det vigtigste, når man deltager i sådan et kæmpe show. Verdens største af sin art faktisk. Så, efter min mening var hele fremtoningen lidt misforstået i den sammenhæng. Hvad skulle de have lavet anderledes? Du spørger sikkert.
Jakker
Ja, for det første vil jeg sige, at de skulle have lavet lidt mere research på, hvordan man gik klædt i 1980’erne. Jeg forstod nemlig godt, at der var en direkte reference til 1980’ernes kitsch og popkultur. Men de skulle have taget lidt mindre hensyn til de trender, der hersker i dag: De der korte jakker til mænd, som mænd gik i den gang, var ikke så korte som ham, sangerens var. Det var enten jakker lavet af denim, eller jakker af uld eller tweed, der gik ned til hoften.
Nærmest en slags jakker til store mænd, ikke? Og så skulle han (sangeren altså) have haft solbriller på. Og et par stramme bukser. Ikke de, der lidt posede nogen, som nærmest mindede mig om pludderbukser.
Nå pyt med det
Men lad det nu være. Sommetider kan man jo godt lulle sig ind i en begejstring og tro, at hele verden har den samme mening og holdning som en selv. Det sker selv for de bedste. Også mig. Så jeg vil lade være med at sable hele forestillingen, vi så den torsdag aften ned. Bare konstatere, at når man er et lille land, så er det ofte også små tanker og forestillinger, der hersker.
Og det ville jeg ønske, at regissørerne, tilrettelæggerne og hele holdet omkring de unge mennesker, der stod frem på scenen, havde tænkt lidt mere over. Showet bliver jo set af mange millioner mennesker verden over. Tallene for hvor mange mennesker der så showet i sidste uge, er endnu ikke offentliggjort. Men sidste gang, konkurrencen blev afholdt, blev finalen set af mere end 180 millioner mennesker (Det var i 2019, og det var det laveste seertal i mange år!). Det er alligevel ret mange. Ca. 35 gange så mange mennesker, som der bor alene i Danmark.
Jeg synes, at hvis man vil have succes, så skal man lige tænke lidt mere over, hvad det er for et publikum, man henvender sig til – og ikke bare lulle sig ind i sin egen lille verden.